FJÆS

Af Kennet Islandi Havgaard

 

Fjæs er en samling af portrætter, af primært kendte mennesker, samlet over de sidste 15 år.


Uddrag fra bagsiden:

 

Som udgangspunkt bryder jeg mig ikke om at blive fotograferet. Selve situationen er så modbydeligt akavet, og resultatet afslører som regel alle de træk, jeg ikke bryder mig om. Øjenlåg så tonstunge, at det er umuligt at afgøre min blikretning. Dobbelthager så man er tvivl om, hvor ansigtet ender, og overkroppen begynder. Kald det krukkeri eller forfængelighed. Men det er vel de færreste af os, der frivilligt ønsker at blotte egne svagheder? Og så alligevel. For engang imellem sker det, at man møder et andet menneske, hvor det er det mest naturlige i verden at sænke paraderne og lade facaden krakelere. Sådan en er Kennet. Han er
indiskutabelt en af de dygtigste fotografer, jeg har mødt ... men jeg tror, at han først og fremmest er
nysgerrig på andre mennesker.

Lars Hjortshøj


Den alvorlige mine under fotograferingen, de mange hårfine  justeringer, den endeløse klikken på apparatet, der signalerer, at vi begge to venter på det hele rigtige øjeblik, virker ikke som bare spas. Men det gør billederne faktisk ofte. Mennesker, der til hverdag arbejder med gravalvorlige
ting – og mennesker, der ikke er blege for at tage sig selv endog meget alvorligt – bliver netop menneskelige foran Havgaards linse.

Kristian Ditlev Jensen